Onsdagens avisuddrag med SE, ISS og Sydbank

Udgivet den 27-08-2014  |  kl. 07:11  |  

BØRSEN:

ERHVERVSLIV ADVARER: CORYDON SVIGTER OPSVING

Flere store organisationer i erhvervslivet kritiserer nu finansminister Bjarne Corydon (S) for regeringens finansudspil. De mener, at udspillet lader det skrøbelige opsving i stikken og at jobskabelse er alt for lavt prioriteret. (Forside og side 4, 16-19)

KAPITALFONDE BELJERER FØDEVAREBRANCHEN

De danske fødevarevirksomheder er i kikkerten hos udenlandske kapitalfonde i en sådan grad, at de føler sig belejret. F.eks. er SFK Food solgt til franske Solina Group, efter kun to år på danske kapitalfondhænder. (Side 6-7)

ENERGIKÆMPE SATSER STORT PÅ TELE

Det Esbjerg-baserede energiselskab SE, tidligere Sydenergi, har ambitiøse planer for sin teleforretning. Selskabet vil tage kampen op med TDC og fordoble driftsindtjeningen fra sin teleforretning i 2018. (Side 8-9)

ISS FORVENTER MILLIARDVÆKST PÅ OUTSOURCING

De kommende år skal både private og offentlige virksomheder i stadig større grad outsource opgaver for at spare penge og øge effektiviteten. ISS står klar til at tage en stor bid af kagen på anslået 3,5 mia. kr. de næste 4 år. (Side 13)

ØRETÆVER GAV SYDBANK NY STRATEGI

Det var en gave i forklædning til den administrerende direktør i Sydbank, Karen Frøsig, da Finanstilsynet stillede ekstraordinære krav om nedskrivninger. Hun benyttede kravet til at påbegynde omfattende forandringer i hele banken. (Side 1, 4 og 5 Executive-tillæg)

BERLINGSKE BUSINESS:

PENSIONSFORMUER SENDES PÅ FARLIG KURS

Der tårner sig en lang række nye og svært forudsigelige risici op over de ellers svulmende danske pensionsselskaber, der har sendt mere end 150 mia. kr. til alternative investeringer. Det advarer Finanstilsynet nu om. (Forside og side 4-5)

TOPLEDERE FRYGTER MINDRE FOKUS PÅ KONKURRENCEEVNEN

Flere topchefer taler nu imod regerings finanslovudspil, som de mener mindsker fokusset på Danmarks konkurrenceevne og dermed evne til at betale for den danske velfærdsstat. (Side 6-7)

PANDORA DROPPER HOVEDKONTOR PÅ VESTEGNEN

Smykkevirksomheden Pandora dropper sit hidtidige hovedkvarter i Glostrup på den Københavnske Vestegn til fordel for et splinternyt hovedkontor på Havneholmen i København. Dermed siger virksomheden farvel til den egn, hvor den har været siden grundlæggelsen. (Side 8-9)

SPAREIVER HOLDER ØKONOMIEN I SKRUESTIK

Danskerne har ikke været så glade for at spare penge op, som de er nu, siden starten af 1980erne. Det lave forbrug holder dermed stadig dansk økonomi tilbage. Regeringen venter dog, at stemningen snart vender. (Side 8-9)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV & ØKONOMI:

REGERINGEN GÅR HELT TIL GRÆNSEN

Regeringen satser alt, inklusive sit omdømme som økonomisk ansvarlig, på at skabe vækst og velfærd med det nye finanslovudspil. Det mener flere eksperter. (Forside og side 6-7)

BOLIGRENTEN FORTSÆTTER NED: FÅ LÅN MED RENTE PÅ 1 PCT.

De markante rentefald på markedet begynder nu at pille ved flekslånets hidtil urørlige status. BRFkredit er klar med 10-årige lån med en fast rente på 1 pct. (Side 2)

MÆLKEPRISER I FRIT FALD

De europæiske mælkeproducenter er hårdt ramt af den russiske boykot af fødevarer, og det kan også mærkes hos mælkebønderne herhjemme. På spotmarkederne er prisen på råmælk faldet 21 pct. siden boykotten begyndte. (Side 4)

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk