Over fem procent mere i løn til elektrikere
Forårets og sommerens lokale lønforhandlinger på virksomhederne landet over har givet elektrikerne en gennemsnitlig timelønsstigning på 4,03 procent. I kroner og øre var stigningen på 6,60. Hertil kommer en lønstigning, der udløses af sidste års overenskomst, skriver fagbladet Elektrikeren.
Gennemsnittet for timelønnen i virksomhederne var før forhandlingerne på 164,49 kroner, hvor den efterfølgende var kommet op på 171,38 kroner. Generelt ligger stigningerne i de enkelte virksomheder lige lidt under eller over gennemsnittet, som dog også dækker over udsving fra 0,61 procent til 17,4 procent.
Det er Faglig afdeling i Dansk El-Forbund, der har samlet og bearbejdet tallene. Her siger forbundssekretær Stig Pedersen:
- De godt fire procent er da en meget pæn stigning. Og dertil skal lægges de stigninger, der kom ved overenskomstforhandlingerne, så det i alt bliver godt fem procent i år.
De lokale forhandlinger har i år været støttet af forbundet gennem en kampagne med blandt andet oplysningsmaterialer, forhandlingstekniske kurser og fokus på emnet i fagbladet. De lokale lønforhandlinger er endnu ikke afsluttet overalt, men Stig Pedersen mener, at statistikken allerede nu er repræsentativ og giver et ret præcist billede af, hvordan situationen vil se ud, når året er omme.