Pænt regnskab og opjustering fra NKT-konkurrent
NKT-selskabet Nilfisk-Advance's amerikanske konkurrent Tennant har rapporteret en solid organisk vækst for andet kvartal, hvilket resulterede i stærke tal og en opjustering af resultatskønnet for 2005. Det har dog ikke smittet positivt af på NKT.
Rapporten indikerede, at Tennant drager fordel af sine seneste produktlanceringer og fra favorable markedsbetingelser.
Tennants indtægter for andet kvartal steg 6,4 pct. til USD 137,1 mio., hvor resultatet før skat steg 77 pct. til USD 10,8 mio. Favorable valutaeffekter står for to pct. af væksten i indtægterne, mens produktlanceringer og organisk markedsvækst forklarer de resterende 4,4 pct.
Danske Equities fastholder sin Køb-anbefaling på NKT Holding. På grund af Nilfisk-Advances fokus på restrukturering venter analytikerne ikke, at selskabet vil rapportere den samme høje organiske vækst i indtægterne som den amerikanske konkurrent, og indtjeningen vil også blive tynget af restruktureringsomkostninger.
Danske Equities venter, at Nilfisk-Advances tab af markedsandel vil være midlertidigt. Analytikernes sandsynlighedsvægtede DCF-prisfastsættelse indikerer et potentiale i NKT-aktien indtil 270 kr. NKT handles 0,6 pct. lavere i 246,50 kr.