Pandora: USA-forhandler melder om skuffende charms-salg

Udgivet den 08-01-2015  |  kl. 16:21  |  

Juvelerkæden Signet, der er den største, men ikke eneste, forhandler af Pandora-smykker i USA, melder om et skuffende salg af de såkaldte charms, små vedhæng til armbånd, i julehandlen.

- Vi klarede os ikke så godt, som vi havde håbet med Pandora, siger topchef Mark Light på en telekonference i forlængelse af en handelsopdatering om de otte uger frem mod 27. december.

Det sender Pandora-aktien markant ned torsdag eftermiddag.

- Det er charms-salget generelt, ikke kun Pandora-salget, der skuffer, kommenterer Søren Løntoft Hansen, aktieanalytiker i Sydbank, over for Ritzau Finans.

- Men det er vigtigt at huske, at Signet ikke er den eneste forhandler af Pandora i USA, siger Søren Løntoft Hansen.

Pandora falder 4,3 pct. klokken 16.20 torsdag, men var kort efter telekonferencen nede med 9 pct.

Generelt var Signet godt tilfreds med julehandlen. I de otte uger frem mod 27. december er kædens salg i sammenlignelige butikker øget med 3,6 pct.

Men de billigere mærker, hvortil Pandora hører, har generelt ikke klaret sig så godt, blandt andet fordi markedet er præget af mange slagtilbud, forklarer ledelsen. Signet har forsøgt at beskytte sin indtjening ved ikke at gå med på rabatterne i samme omfang som konkurrenterne.

I Storbritannien oplevede charms-salget fremgang, men Søren Løntoft Hansen påpeger, at Signet ikke sælger Pandora-smykker i Storbritannien.

Selskabets ledelse blev spurgt til, om de opfatter det svage charms-salg som et midlertidigt eller en afmatning i salget.

- Charms-salget er gået ned, men det er stadig en meget stor forretning for os. Vi mener, at det var et svagt kvartal, og i øvrigt var charms-salget i Storbritannien meget stærkt. Vi vurderer, at det kan være et enkeltstående kvartal med problemer, lyder svaret fra Mark Light.

- Charms vil altid være en vigtig del af vores forretning. Men når det er sagt, så er vi altid på jagt efter nye produkter, der kan skaffe kunder i vores butikker, tilføjer topchefen.

/ritzau/FINANS

Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  ❯ 

Seneste nyheder

15:40 USA/åbning: Forsigtige smil fra handelsstart og før Powell taler
14:51 ECB's seneste rentemøde løfter sløret for planer om mindre rentenedsættelse på næste møde
14:43 Coloplast vil forsøge at få udvidet tilskudsdækning til sårplejeprodukter fra Kerecis
14:35 Lidt færre nytilmeldte amerikanske ledige i sidste uge end ventet
13:46 Tysk solcelleproducent nedjusterer - igen
13:42 USA/tendens: Optimisme på lavt plus mens handlerne venter på Powell
13:04 Europa/aktier: I revanche med it forrest efter onsdagens bundniveau
12:08 Obligationer/middag: Indledende rentestigning vendt til tilsvarende fald
11:54 Aktier/middag: Plusser til Mærsk og GN og minus til NKT giver fladt eliteindeks
11:17 ALK/børshuse: Stærkt tabletsalg og driftsindtjening stikker ud
10:20 Børshus ser vending forude og anbefaler nu at købe op i GN
10:19 NKT-topchef: Stærk ordrebeholdning giver os mulighed for at være selektive
09:42 Bioporto øger omsætningen - store investeringer giver voksende underskud
09:28 Gubra får løftet kursmålet med 50 pct. af hollandsk finanshus efter opløftende forsøgsdata
09:17 ALK's topchef om fordoblet driftsindtjening: Optimeringer og stærkt tabletsalg løfter
09:17 Aquaporin sigter mod vækst til næste år
09:12 Aktier/åbning: Ambu og GN til tops efter løftede anbefalinger - ALK belønnes for regnskab
09:08 NKT-topchef efter vækst i Solutions på over 40 pct.: "En enestående bedrift"
09:02 Ambu løftes til "køb" hos Nordea: Attraktivt forhold mellem risiko og belønning
09:01 Obligationer/åbning: Renterne trækkes med op af amerikansk stigning