Pandora/ABM: Aftagende salgspres løfter aktien

Udgivet den 10-09-2013  |  kl. 08:38  |  

Det lader til, at Pandora-storaktionæren Prometheus Invest ikke i denne omgang har haft lyst til at sælge aktier i smykkeselskabet, og det vil blive taget godt imod af investorerne, vurderer analytiker Jesper Christensen fra Alm. Brand Markets.

Tirsdag er der nemlig gået fire uger siden seneste Pandora-regnskab, og det markerer lukningen af vinduet for, hvornår insidere må handle aktier i smykkeselskabet. Forventningen om, at Prometheus, der ejer lidt over 40 pct. af selskabet, ville gentage sin manøvre fra maj med et salg af en større aktiepost med rabat, har i de seneste uger været med til at holde Pandora-aktien nede.

Mandag begyndte der dog at være fremdrift, da smykkeaktien steg 3,6 pct. til knap 212 kr., og kursgrafen kan fortsætte med at stige, tror aktieanalytikeren.

- Jeg tror på, at aktien vil stige igen i dag og frem mod næste regnskab (12. november, red.), fordi presset fra Prometheus letter, og fordi det fortsat ser godt ud på Pandoras markeder, siger Jesper Christensen til Ritzau Finans.

Prometheus ejes af kapitalfonden Axcel, der har omkring tre femtedele af investeringsselskabet, samt en gruppe af tidligere kernefolk i Pandora, heriblandt stifter Per Enevoldsen.

Da Prometheus i maj solgte sin første store aktiepost siden børsnoteringen skete det til 200 kr. stykket og dermed ret tæt på både noteringskursen fra 2010.

Axcel-partner Christian Frigast ville dog ikke i den forbindelse udtale sig nærmere om, hvornår Prometheus igen afhænder aktier.

- Vi er startet på en rejse, som bliver lang, men det gør ikke noget, for vi har intet hastværk. Vi har kæmpe tillid til selskabet og ledelsen, sagde Christian Frigast i den forbindelse til Dagbladet Børsen.

Alm. Brand Markets analytiker har anbefalingen "neutral" og kursmålet 230 kr. for Pandora-aktien, men forventer at løfte både kursmål og anbefaling, efter at handelsvinduet er smækket i.

På længere sigt vil en salg af aktier fra Prometheus dog også kunne være positivt for Pandora-aktien, da en større mængde aktier i fri handel samt fraværet af den overhængende salgsrisiko, vil kunne understøtte smykkeselskabets kurs, mener Jesper Christensen.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:53 Europa/lukning: Ørsted bragede i bund mens svensk investeringsplatform vandt frem
17:33 Amerikansk apotekerkæde falder tungt oven på søgsmål om ulovlige recepter
17:10 Tirsdagens obligationer: Renten faldt minimalt i Europa efter Trumps indsættelse
17:07 Ørsted får skåret kursmålet til hos SEB efter milliardnedskrivning
17:05 Ørsteds markedsværdi dykker med tocifret milliardbeløb efter nedskrivning
17:03 Tirsdagens aktier: Ørsted styrtdykkede efter chok fra USA mens Novo fik revanche
15:54 Ørsted får skåret stor luns af kursmålet hos Morningstar
15:45 ECB når sit inflationsmål i midten af i år spår Nagel
15:44 USA/åbning: Optimistiske investorer sender indeks op på første handelsdag med ny præsident
15:27 Tørlastindeks er faldet uafbrudt i en uge
14:29 USA/tendens: Investorerne vælger optimisme og futures stiger efter Trump-indsættelse
14:28 Føroya Banki opjusterer forventningerne
12:55 Ørsted har stadig stort kurspotentiale trods amerikansk modvind
12:47 Amerikansk industrikonglomerat stiger i formarkedet efter regnskab
12:20 Europa/aktier: Ørsted banker ned mens svensk investeringsplatform vinder frem
12:04 NNIT får skåret en femmer af kursmålet hos Carnegie
11:52 Genmab nærmer sig vigtig afgørelse: Det er fifty-fifty mener Jyske Bank
11:46 Pandora i Davos: Vores sølvcharm har samme klimaaftryk som en caffe latte
11:42 Obligationer/middag: Små rentefald i Europa efter Trumps indsættelse
11:26 Aktier/middag: Ørsted styrtdykker efter chok fra USA mens Novo tager lille revanche