Tvangsauktioner er ikke kun til nedrivning
En tvangsauktion er ofte resultatet af længere tid økonomisk smalhals, og boligerne bærer ofte præg af, at der ikke har været det store overskud til vedligehold. Det er en af årsagerne til, at prisniveauet på tvangsauktionerne ofte ligger langt under salgspriserne i almindelig fri handel: Boligerne trænger simpelthen til en meget kærlig hånd.
En anden årsag til, at boligerne på tvangsauktion sælges til langt under gennemsnitspriserne i fri handel, er, at de ofte ligger i yderområderne. Her er boligerne svære at sælge og har lange salgstider, og er man økonomisk presset, er der ikke altid tid til at vente; derfor bliver boligen sat på auktion.
Men ikke alle boliger, der kommer på tvangsauktion, er faldefærdige boliger langt fra alfarvej. Flere boliger i hovedstadsområdet er netop nu på tvangsauktion, og her kan en heldig køber gøre en god handel.
"Boliger som fx det store, velholdte hus i fjerde række fra vandet i Greve bliver ikke foræret væk - heller ikke på tvangsauktion. Men det vil alt andet lige ende med en lavere pris, end hvis den blev solgt gennem en ejendomsmægler", siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Køb før tvang
Er du usikker på, om du tør købe på tvangsauktioner, hvor du ikke kan fortryde og heller ikke får en tilstandsrapport og andre dokumenter, der giver dig en sikkerhed i handlen, kan du prøve at aftale, at du køber ejendommen i almindelig fri handel til en lidt højere pris. Læs mere om fordelene ved at købe før tvang.
Tre spændende boliger på tvangsauktion i hovedstadområdet
Skovvej 1, 2670 Greve http://tvangsauktioner.boligsiden.dk/auktion/753458555 (billedet øverst)
Stor, flot villa på 191 kvadratmeter i fjerde række fra vandet. Trælofter og fyldningsdøre i hele huset og dobbeltgarage udenfor.
Drivkær 20, 2650 Hvidovre http://tvangsauktioner.boligsiden.dk/auktion/601608084
Villa på 151 kvadratmeter i Hvidovre, hvor den gennemsnitlige salgspris pr. kvadratmeter lå på 23.382 kroner pr. kvadratmeter i august for villaer og rækkehuse i fri handel. Villaen her fremstår ikke vedligeholdt, så du kan være sikker på at kunne købe den til en markant mindre kvadratmeterpris.
Greve Landevej 113, 2670 Greve http://tvangsauktioner.boligsiden.dk/auktion/567489234
Bjælkehus fra 2005, hvor førstesalen ikke er færdiggjort. Villaen ligger i Greve syd for København med gode motorvejsforbindelser.
Tags: Bolig❯