Pandora/Jyske: Forretningsmotoren er veltunet
Pandora leverede endnu engang et flot regnskab, da smykkeselskabet tirsdag serverede sine tal for fjerde kvartal sidste år.
På trods af at Pandora allerede havde løftet sløret for nogle af tallene, da selskabet opjusterede forventningerne i januar, formåede det alligevel at overraske positivt, og det forstærker Jyske Bank i troen på, at maskinen efterhånden er så velsmurt, at der er flere gode ting i vente fra Pandora.
Banken løfter sit kursmål til 375 kr. fra tidligere 350 kr. efter regnskabet, mens den positive anbefaling "køb" fastholdes.
- Vi ser tegn på, at tuningen af Pandoras forretningsmotor er begyndt at gøre underværker: dets forbedrede sigtbarhed af gennemsalget hos detailhandlerne fører til bedre designs, bedre kollektioner og bedre distribution, og det friskere udvalg i butikkerne giver kunderne en god grund til at besøge butikkerne oftere. Selskabet beskriver, at det udvikler en betydelig konkurrencemæssig styrke mht. innovation. Vi venter nu en markant forbedring af salget af fingerringe i 2014, og vi noterer os Pandoras positive indikationer mht. udsigterne i Kina lidt længere ude i fremtiden, skriver Jyske Bank i en kommentar torsdag.
Jyske Bank løfter forventningerne til Pandoras bruttomargin for 2014 til 70 pct., mens banken også ser en større og mere jævn vækst indtjeningen i indeværende år.
Pandora-aktien stiger med 0,4 pct. til 339,60 kr. torsdag eftermiddag, hvor den er en af blot tre danske eliteaktier i fremgang.
/ritzau/FINANS
Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk