Parken S&E går ind i ferie- og oplevelsescenter ved Billund

Udgivet den 31-08-2006  |  kl. 12:15  |  

Parken Sport & Entertainment har dags dato indgået aftale med REKA Gruppen Holding om erhvervelse af 75 pct. af aktiekapitalen i REKA Leisure under navneændring til Lalandia Billund A/S for 31,5 mio. kr.

Det fremgår af en børsmeddelelse torsdag.

Selskabet har rettighederne til og optionerne på opførelse af et større ferie- og oplevelsescenter ved LEGOLAND i Billund. De resterende 25 pct. ejes fortsat af REKA Gruppen Holding, som har udviklet projektet. Der er indgået såvel en put- som en calloption på disse 25 pct. aktier til tidligst udnyttelse i henholdsvis efterår 2014 og 2015.

Området er på over 200 ha, og der er ved fuld bebyggelse af området plads til 1.500 feriehuse og et 40.000 m2 stort overdækket ferie- og oplevelsescenter – herunder et kæmpe vandland på 10.000 m2. På området forefindes allerede anvendelige bygninger på 10.344 m2.

Hele plangrundlaget er på plads inkl. VVMplan og lokalplan (ligesom der er udarbejdet masterplaner for centret, vandland og for husområdet (lokalplan 121 og 122 for Billund Kommune samt lokalplan OF 2.4.2 for Egtved Kommune).

Salget af feriehusene er planlagt til opstart i foråret 2007 med åbning af centret i foråret 2009.

Centret vil blive indrettet med samme høje standard og med samme brede aktivitetsudvalg som i Lalandia ved Rødby, ligesom samdrifts- og synergimulighederne mellem de 2 centre vil blive fuldt udnyttet.

Lønsomheden i projektet knytter sig dels til salget af fritidshusene, dels til den efterfølgende udlejning af fritidshusene og til drift af centret.

Avancen på salget af fritidshusene, der naturligvis er afhængig af markedspris og opførelselsomkostninger, vil først blive indtægtsført ved levering/risikoovergang af husene, hvorfor der ikke forventes indtægtsført nogen avance i indeværende regnskabsår. Hvor mange fritidshuse der sælges i de første etaper er ikke endeligt fastlagt, men der forventes dog solgt så mange huse allerede inden åbningen i 2009, at der realiseres en avance på et 3-cifret millionbeløb.

Lalandia Billund’s forventede driftsindtjening afhænger af, hvor mange fritidshuse der vil blive solgt og udlejet, den endelige størrelse af centret og hvilken belægningsprocent, der kan realiseres. Ved 750 huse vil den estimerede årlige omsætning være over 300 mio. kr. og den estimerede EBITDA efter fuld indkøring være i niveauet 50-60 mio. kr. p.a.

Investeringen i centret vil beløbe sig til over 400 mio. kr., hvortil kommer investeringerne i fritidshusene, der dog afdækkes ved salg af husene inden opførelse. Samlede investeringer i første fase vil således være ca. 1 mia. kr., fuldt udbygget til 1.500 fritidshuse vil investeringen være over 2 mia. kr.

Bestyrelsen i selskabet vil bestå af: Bestyrelsesformand Flemming Østergaard (formand), adm. direktør Jesper Kristensen (REKA, næstformand), ejendomsmægler, direktør, Peter Norvig, adm. direktør, Jørgen Glistrup (PARKEN), adm. direktør, Christer Rosenkrands (Lalandia) og direktør Mikael Kristensen (REKA).

Udgivet af: NPinvestordk