PROGNOSE - DSV 6 mdr: EBITA 544 mio kr

Udgivet den 02-08-2005  |  kl. 12:05  |  

Spar Nord venter ligesom flere markedsdeltagere heller ikke en opjustering fra DSV ved onsdagens offentliggørelse af halvårsregnskabet.

- Vi estimerer halvårets omsætning til 10.656 mio. kr., EBITA til 503 mio. kr. og resultatet før skat estimerer vi til 472 mio. kr. Efter selskabets tidligere end ventede opjustering i juni forventer vi en fastholdelse af helårsbudgettet, men en yderligere opjustering senere i regnskabsåret, vurderer vi, er forestående, skriver Spar Nord forud for regnskabet.

Konsensus lyder på 10.519 mio. kr. i omsætning, mens EBITA ventes på 544 mio. kr. og resultat før skat på 469 mio. kr.

Der vil blive lagt stor vægt på meldinger om et nyt tilbagekøbsprogram, som ventes at være på mindst 300-400 mio. kr.

- Selskabet forventer i 2005 at generere et frit cashflow på 650 mio. kr., hvilket indebærer, at lancering af et aktietilbagekøbsprogram i forbindelse med halvårsmeddelelsen er oplagt. Vi vurderer, at et program på 300-400 mio. kr. svarende til 2,5-3,3 pct. af aktiekapitalen er forventeligt.

Spar Nord ser endvidere en yderligere fremgang i Sverige, mens væksten i Kina og styrkelsen af dollaren ventes at bidrage positivt til indtjeningen.

- Trimning af Roaddivisionens aktiviteter i Sverige, som har været et problemområde, forventer vi, er fortsat med bedre marginaler som følge, vurderer Spar Nord og fortsætter:

- På baggrund af den solide økonomiske vækst i Kina og styrkelsen af US-dollaren vurderer vi, at Air & Sea-divisionen i 2. kvartal har fortsat den imponerende udvikling i specielt Fjernøsten og USA.

Sammen med det generelt positive økonomiske klima på koncernens geografiske hovedmarkeder, der begunstiger selskabets aktivitet, forventer Spar Nord en fortsat solid organisk vækst på mindst det budgetterede niveau på 8,5 pct. Samtidig påpeger Spar Nord, at meldinger om det franske marked kan være en kurstrigger.

- DSV har aktuelt stor fokus på at udbygge aktivitetsniveauet i Tyskland og herefter i Frankrig. Væsentlige opkøb er i 1. halvår foretaget i Tyskland, mens der endnu ikke er tilkøbt volumen i Frankrig. Nyheder om forestående franske opkøb vil blive positivt modtaget af aktiemarkedet.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder