Råvarer: Olie op på tysk optimisme
Investorerne på de internationale råvaremarkeder ser i forskellige retninger onsdag morgen. Olie-analytikere fokuserer på optimisme i EUs største økonomi, Tyskland, mens handlere inden for industrimetaller i stedet spejder mod Kina, hvor nye tal for kobberproduktionen viser et rekordhøjt niveau i mere end et år.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, til levering i marts koster onsdag morgen 12,15 dollar, hvilket skal ses i forhold til tirsdag eftermiddags pris på 111,60 dollar. En tønde af den amerikanske referenceolie, West Texas Intermediate, koster samtidig 96,55 dollar mod 95,70 dollar onsdag eftermiddag.
Prisstigningerne på olie begrundes med gode tal fra de tyske finansielle aktører, som nu er klart mere optimistiske i forhold til den økonomiske udvikling i Tyskland de kommende seks måneder, end forudset. ZEW-indeksets forventningsindekset for januar steg tirsdag til 31,5 fra 6,9 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning til 12,0. Den del af indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, steg samtidig til 7,1 fra 5,7. Konsensus var ifølge Bloomberg News en stigning til 6,2.
- De tyske data giver støtte til markedet, siger topchef Jonathan Barratt fra Barratts Bulletin i Sydney ifølge Bloomberg News.
Industrimetallerne giver sig til gengæld en smule onsdag morgen. Den kinesiske produktion af raffineret kobber steg 22 pct. i december til 580.000 tons. Den samlede produktion i 2012 steg dermed 11 pct. til 6060 tusind tons, viser nye data fra det kinesiske National Bureau of Statistics. Dermed er der tale om en rekordproduktion, ifølge Bloomberg.
- Et produktionsoverskud vil fortsætte i Kina. Og der vil komme mere smeltnings- og raffineringskapacitet, hvilket vil øge de allerede rekordhøje lagerniveauer, siger analytiker Xiong Dabiao fra Minmetals Futures i Shanghai til Bloomberg News.
Et ton kobber koster onsdag morgen 8139 dollar mod 8167 dollar tirsdag.
Guldmarkedet gør ikke meget væsen af sig. En troy ounce guld koster onsdag morgen 1693 dollar, hvor der tirsdag eftermiddag var tale om en pris på 1692,50 dollar.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›