Råvarer: Oliepriser falder efter at branchedata viser stigning i de amerikanske olielagre

Udgivet den 21-08-2024  |  kl. 07:07  |  

Oliepriserne falder onsdag morgen, efter tal fra brancheorganisation American Peroleum Institute viser en opbygning i de amerikanske olielagre i sidste uge.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 77,08 dollar mod 77,48 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 73,03 dollar mod 73,52 dollar tirsdag eftermiddag.

De amerikanske olielagre steg med 347.000 tønder i sidste uge, viser data fra brancheorganisationen American Peroleum Institute, API, ifølge kilder til nyhedsbureauet Reuters. Samtidig viser data fra API et fald i lagrene af destillater og benzin.

USA er verdens største olieproducent og forbruger af olie, og voksende lagre peger på et overudbud, der kan hæmme priserne.

Officielle data for olielagrene offentliggøres af det amerikanske energiministerium, EIA, senere onsdag. Sidste uge viste tallene fra EIA, modsat tallene fra API, en stigning, og det er ifølge Arne Anders Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker hos GRM, sandsynligt, at der kommer et fald i lagrene.

Samtidig øges forventningerne om, at spændingerne i Mellemøsten kan være aftagende efter et voksende håb om, at et amerikansk "mæglingsforslag" kan mindske afstanden mellem Israel og Hamas, skriver Reuters.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 2517,48 dollar mod 2523,91 dollar tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Alberte Leonharder Vig

Tags:  Natural Resources❯