Råvarer: Oliepriserne falder efter skuffende stimulusmeldinger fra Kina
Oliepriserne falder mandag morgen, efter at weekendens meldinger fra de kinesiske myndigheder om støtte til økonomien ikke har imponeret investorerne.
På en pressekonference søndag gentog den kinesiske finansminister Lan Foam planerne om at støtte økonomien.
- Kina kom med en række tiltag, der blandt andet skal omdanne gæld i lokalregeringerne og på boligmarkedet til statslig gæld. Investorerne fik dog ikke mange konkrete detaljer på størrelsen af stimulanserne, og i vores optik er det også lidt skuffende, at der ikke umiddelbart kom tiltag rettet mod de kinesiske forbrugere, skriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en kommentar.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 78,08 dollar mod 79,49 dollar fredag eftermiddag, og den amerikanske WTI-olie er samtidig faldet til 74,62 dollar fra 76,04 dollar fredag eftermiddag.
Oliepriserne lå lavere tidligere på morgenen, men har fået lidt bedre momentum, som dagen er skredet frem. Det samme har også været tilfældet for de kinesiske aktier, som startede dagen lidt svagt, men siden har vist en opadgående kurve.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld mandag morgen 2659,21 dollar mod 2653,21 dollar fredag eftermiddag. Guldprisen var ellers faldet tidligere på morgenen, men ligesom de kinesiske aktier er prisen tikket op sidenhen.
.\\˙ MarketWire
Tags: Natural Resources❯