Råvarer: Oliepriserne falder på aftagende begejstring for kinesisk stimuluspakke
Oliepriserne stabiliserer sig onsdag morgen efter at være steget tirsdag som følge af den kinesiske centralbank, People's Bank of China, annoncering af en omfattende støttepakke, der skal vende afmatningen i den største olieimporterende økonomi i verden. Stabiliseringen skyldes, at investorer på råvaremarkedet sætter spørgsmålstegn ved, om de pengepolitiske tiltag er tilstrækkelige til at vende deflationspresset og dermed drive olieefterspørgslen opad igen.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 74,94 dollar mod 75,19 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 71,29 dollar mod 71,65 dollar tirsdag eftermiddag.
- Manglen på en mere konkret finanspolitisk tilgang giver anledning til visse forbehold over for, om det økonomiske boost, som den pengepolitiske støtte afstedkommer, kan opretholdes, siger Yeap Jun Rong, der er markedsstrateg hos IG, til nyhedsbureauet Reuters.
Til trods for, at råvaremarkedet lider under faldende amerikansk forbrugertillid, understøttes priserne af et fald i de amerikanske olie- og benzinlagre i sidste uge. Olielagrene reduceredes med 4,34 mio. tønder i sidste uge, mens lagrene af benzin faldt med 3,44 mio. tønder.
Oliepriserne understøttes fortsat af den eskalerende konflikt mellem den iransk-støttede gruppe Hizbollah og Israel i Libanon. Onsdag morgen fortsatte Israel ifølge Ritzau sine luftangreb i det sydlige Libanon for tredje dag i træk.
Senere onsdag offentliggøres tallene for de amerikanske oliebeholdninger i sidste uge.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 2661,68 dollar mod 2643,86 dollar tirsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Natural Resources❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›