Råvarer: Oliepriserne stiger forud for Opec-møde torsdag

Udgivet den 03-12-2019  |  kl. 08:09  |  

Oliepriserne stiger tirsdag morgen, mens Opec og organisationens allierede forud for næste uges møde diskuterer, om der skal skæres yderligere i produktionen. Prisstigningerne begrænses dog af Saudi-Arabiens børsnotering af det statsejede olieselskab Saudi Aramco.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 61,04 dollar mod 60,89 dollar ved midnat, mens den mandag eftermiddag lukkede i 61,06 dollar. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 56,14 dollar mod 55,93 dollar mandag eftermiddag.

Organisationen af olieeksporterende lande, Opec, og ikke-medlemslande som Rusland - til sammen Opec+ - overvejer at øge produktionsnedskæringerne, som organisationen tidligere på året indførte, fra 1,2 mio. tønder om dagen til 1,6 mio. tønder samt at forlænge aftalen til juni. Det fortæller kilder til Reuters.

Samtidig arbejder Saudi-Arabien på at løfte markedsstemningen forud for børsnoteringen af sit olieselskab, Saudi Aramco, tilføjer kilderne ifølge Reuters.

- Dagens olieprisbevægelser er små, hvilket antyder, at handlerne er skeptiske omkring øgede nedskæringer på 400.000 tønder om dagen foruden forlængelsen af nedskæringsaftalen, siger Margaret Yang, der er markedsanalytiker i CMC Markets, til Reuters.

- Spørgsmålet er, hvad de vil gøre efter Aramco-børsnoteringen, og det skaber usikkerhed for oliepriserne, fortsætter hun.

Opec mødes torsdag i Wien, mens det samlede Opec+ mødes fredag.

Det er endnu uvist, om USA og Kina vil nå til enighed om en foreløbig aftale i handelskrigen. En seniorrådgiver til præsident Donald Trump siger ifølge Reuters, at det endnu er muligt at nå i mål med første fase af handelsaftalen, men at forhandlingerne lige nu trækkes i langdrag.

Mens Opec overvejer yderligere produktionsnedskæringer, har amerikanske olieproducenter ifølge Reuters gladeligt gjort deres for at holde markederne forsynet.

Alligevel ventes et fald i de amerikanske olielagre denne uge. Det fremgår af en undersøgelse foretaget af Reuters.

Guldpriserne falder tirsdag morgen, hvor en troy ounce guld koster 1461,41 dollar mod 1463,93 dollar mandag eftermiddag.

Samtidig stiger prisen på kobber, hvor et ton af industrimetallet koster 5865,50 dollar mod 5859 dollar mandag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Natural Resources❯ 

Relaterede nyheder