Råvarer: Oliepriserne stiger op til højsæsonen for bilferier

Udgivet den 01-07-2024  |  kl. 07:05  |  

Oliepriserne stiger mandag morgen på prognoser om et forsyningsunderskud som følge af sommerens høje brændstofforbrug og Opec+-nedskæringer i tredje kvartal.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 85,41 dollar mod 84,92 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 81,91 dollar mod 81,38 dollar fredag eftermiddag.

Håb om amerikanske rentenedsættelser blandet med stigende geopolitiske bekymringer har også støttet priserne, lyder det fra IG-analytiker Tony Sycamore i et notat.

I USA steg både produktionen og efterspørgslen af olie til det højeste niveau i fire måneder i april, viser den månedlige forsyningsrapport fra Energy Information Administration, EIA, som blev offentliggjort fredag.

I Kina lover de seneste produktionsdata ikke godt for olieefterspørgslen hos verdens næststørste forbruger og største importør af råolie.

Landets produktionsaktivitet faldt for anden måned i juni, mens serviceaktiviteten faldt til det laveste niveau i fem måneder, viser en officiel undersøgelse søndag. Det holder liv i opfordringerne til yderligere stimulans, da økonomien kæmper for at komme på fode igen.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld mandag morgen 2322,04 dollar mod 2326,57 dollar fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Oliver Ankjær Christiansen

Tags:  Natural Resources❯ 

Seneste nyheder