Råvarer: Oliepriserne stiger på forsyningsbekymringer i USA og Rusland
Oliepriserne stiger onsdag morgen på bekymringer om forstyrrelser i olieforsyningen i USA og Rusland, og fordi markederne venter på klarhed om fredsforhandlingerne om Rusland og Ukraine.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 75,97 dollar mod 75,47 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 72,01 dollar mod 71,44 dollar tirsdag eftermiddag.
- Det psykologisk vigtige niveau på 70 dollar ser ud til at have holdt stand, støttet af det ukrainske droneangreb på den russiske oliepumpestation og frygten for, at koldt vejr i USA kan begrænse udbuddet, siger Tony Sycamore, der er IG-analytiker, og tilføjer:
- Derudover er der nogle spekulationer om, at Opec+ vil beslutte at udskyde den planlagte udbudsforøgelse i april.
Rusland fortæller, at olieforsyningen gennem et vigtigt olierør for Kasakhstan i Ruslands sydlige Krasnodar-region blev reduceret med 30 til 40 pct. tirsdag efter et ukrainsk droneagreb. En reduktion på 30 pct. svarer til et tab på 380.000 daglige tønder, viser Reuters beregninger.
I USA truer iskolde vejrfold olieproduktionen, og myndighederne i North Dakota anslår, at produktionen i landets tredje mest producerende stat vil falde med helt op til 150.000 tønder om dagen.
USA's præsident Donald Trumps administration sagde tirsdag, at man har holdt samtaler med Rusland om at afslutte krigen i Ukraine. En fredsaftale kan ifølge Goldman Sachs-analytikere føre til en markant stigning i Ruslands olieforsyning.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 2930,64 dollar mod 2927,17 dollar tirsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Natural Resources❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›