Rækkehussalget boomede i 2015
Rækkehuset blev årets darling på boligmarkedet i 2015. Rækkehuset har erobret hjerter på grund af den overskuelige have og den bynære beliggenhed, men også de mange nybyggede rækkehuse og rækkehusenes gode energimærker har trukket købere til. Rækkehuset er et attraktivt alternativ for familier, der gerne vil blive i byen, men som også vil have egen have. Det afspejler sig nu i salgstallene for 2015, hvor godt 5.200 rækkehuse skiftede hænder. Det er knap 1.300 flere rækkehushandler end i 2014. Salget af rækkehuse i 2015 lå hele 58 procent højere end det gennemsnitlige salg af rækkehuse i årene 2010-2014.
Trods en generel medvind på boligmarkedet er salget af villaer ikke steget lige så meget som salget af rækkehuse. I 2015 lå antallet af villahandler 31 procent højere end gennemsnittet for årene 2010-2014; en pæn stigning, der dog alligevel ikke kan matche udviklingen i rækkehushandlerne.
”Der er mange villaer i yderområderne, der ikke er helt så efterspurgte på grund af deres beliggenhed. Her er rækkehusene et sikkert kort, hvis man vil bo bynært”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, der samtidig afkræfter, at prisen er afgørende for rækkehusenes popularitet:
”I gennemsnit er kvadratmeterprisen højere for rækkehuse end for villaer, så rækkehuset er på ingen måde et billigt alternativ. Mange køber rækkehus på trods af prisen; ikke på grund af prisen”.
Tags: Bolig❯