Regnskabssæsonens travleste uge venter for de amerikanske selskaber
Mandag indledes regnskabssæsonens travleste uge for de amerikanske virksomheder, hvor der venter regnskaber fra 168 af de 500 selskaber, der udgør aktieindekset S&P 500.
Tilsammen udgør de 28 pct. af indeksets markedsværdi, og derfor er der udsigt til markante udsving på aktiemarkederne, hvor forskellen mellem de aktier, som klarer sig bedst, og dem, som klarer sig dårligst, vil være særligt stor.
Det vurderer Natalia Setlak, seniorstrateg i Danske Bank, i en kommentar fredag.
- Vi forventer fortsat, at selskaber vil være i stand til at overgå analytikernes forventninger, hvilket vil understøtte den igangværende aktieoptur, mens de selskaber, der skuffer, fortsat vil blive straffet hårdt, skriver seniorstrategen.
Det er blandt andet regnskaber fra "Magnificent Seven"-giganter som Alphabet, Amazon, Meta, Apple og Microsoft, som venter i løbet af ugens løb. De kategoriseres også som "hyperscalers", der kendetegnes ved selskaber, som investerer tungt i blandt andet kunstig intelligens, og som kan få indflydelse på andre aktier.
- Derfor kan deres regnskaber også smitte af på resten af aktiemarkedet og især selskaber inden for halvledere, datacentre, infrastruktur, der muliggør øget energiforbrug med videre, vurderer Natalia Setlak.
I sidste regnskabssæson voksede "Magnificent Seven"-selskaberne, som udover de nævnte også omfatter Tesla og Nvidia, med 37 pct. i indtjeningen. Det var langt over gennemsnittet for de resterende selskaber i S&P 500, som i gennemsnit voksede med 8 pct. Det spænd ser dog ud til at blive mindsket i denne omgang.
- "Magnificent Seven"-selskaberne forventes fortsat at levere den største del af indtjeningsvæksten i tredje kvartal ligesom tilbage i andet kvartal, men forskellen på indtjeningsvæksten mellem dem og de andre 493 selskaber fra S&P 500 bliver mindre, lyder det fra seniorstrategen.
- Indtjeningsvæksten forventes at accelerere for de resterende 493, mens Magnificent Seven-selskaber vil falde lidt mod et niveau omkring 18-20 pct. - derfor forventer vi, at afkastet på aktiemarkedet kommer til at være mere ligeligt fordelt over det kommende år og vil brede sig til forskellige selskaber og sektorer, skriver hun videre.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›