Reminder: Lukkeauktion indføres på Københavns Fondsbørs fra på mandag
Som tidligere skrevet indfører Københavns Fondsbørs fra på mandag den 4. april, en lukkeauktion i forbindelse med den daglige lukning af Fondsbørsens aktiemarked (herunder markederne for noterede og unoterede investeringsbeviser samt tegningsretter).
Lukkeauktionen vil blive gennemført på samme måde som de daglige åbningsauktioner, men lukkeauktionen er af kortere varighed. Auktionen vil være identisk med den lukkeauktion, der anvendes på børserne i Stockholm og Oslo.
Med den kommende lukkeauktion vil den nuværende kontinuerlige handel løbe frem til kl. 16:50, hvorefter lukkeauktionen initieres. Lukkeauktionen slutter inden kl. 17:00.
Lukningen af den kontinuerlige handel kl. 16:50 indebærer blandt andet, at det ikke vil være muligt at indberette handler efter kl. 16:50.
Via lukkeauktionen genereres lukkekursen, som vil erstatte den nuværende lukkekurs, der er defineret som kursen på den handel, der senest forud for lukningen har opdateret senest betalt.
Sker der ingen handel i en aktie under lukkeauktionen, vil lukkekursen dannes på basis af den handel, der senest forud for lukningen har opdateret senest betalt.