Rentenedsættelser skubbes længere væk efter jobrapport fra USA, vurderer økonomer
Udsigten til rentenedsættelser kan være skubbet længere ud i fremtiden efter fredagens beskæftigelsesrapport fra USA.
Det vurderer Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.
- Jobrapporten vil give lidt bekymringer i den amerikanske centralbank. Der er stadig pæn fart på det amerikanske arbejdsmarked, og det er med til at opretholde et pres på inflationen, skriver Allan Sørensen i en kommentar.
Beskæftigelsesrapporten viser, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 199.000 personer i november. Det var dermed flere end ventet, da økonomerne havde spået en stigning på 185.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.
I oktober steg beskæftigelsen med 150.000 personer.
- Fremgangen i beskæftigelsen er en spids bedre end i oktober, men med til historien hører også, at omkring 30.000 arbejdere i den amerikanske bilindustri faldt ud af beskæftigelse i oktober som følge af en strejke. De er nu tilbage her i november, og det får fremgangen i beskæftigelsen til at se lidt stærkere ud, end den reelt er, skriver Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank.
Han vurderer dog, at rapporten overordnet set er lidt stærkere end ventet.
- Derfor er dagens tal en anelse bekymrende for de, der håber på snarlige rentenedsættelser. Det er nemlig en påmindelse til den amerikanske centralbank og investorerne om, at arbejdsmarkedet fortsat er så stærkt, at det kan resultere i et fornyet lønpres. Derfor er forventningerne om rentenedsættelser i første kvartal 2024 også en anelse overgjorte i vores optik, skriver Søren Kristensen.
Arbejdsløsheden faldt til 3,7 pct. fra 3,9 pct. Økonomerne havde ventet en fastholdt arbejdsløshed på 3,9 pct.
- Den positive udvikling på arbejdsmarkedet peger ikke på en hurtig lempelse af pengepolitikken. Vi skal frem til foråret, før en rentesænkning kan komme på tale, skriver Allan Sørensen.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›