Roblon stiger markant: ATP har set sig lune på aktien

Udgivet den 07-08-2020  |  kl. 16:18  |  
Arkiv: Foto

Industrivirksomheden Roblon, som blandt andet lavere forstærkningsbånd til olieindustrien, har en fest på børsen i København fredag, hvor den en times tid før børslukningen ligger hele 9 pct. højere i kurs 200 kr.

Stigningen kommer efter nyheden fredag formiddag om, at ATP og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har øget deres ejerandel i Roblon.

De ejer herefter 112.185 aktier i Roblon, hvilket svarer til 6,27 pct. af selskabets aktiekapital og 2,62 pct. af stemmerne i firmaet.

AES er administreret af ATP, og pensionsgigantens investering i selskabet har tydeligvis bidraget til en god stemning om aktien.

Trods dagens fremgang er Roblon-aktien i 2020 faldet med 11,2 pct. Nedturen ramte aktien i februar og marts, hvor aktiemarkedet generelt var under pres i takt med accelerationen af coronakrisen.

Bunden for året blev nået i midten af marts med en kurs på 155 kr.

Roblon nedjusterede i sit halvårsregnskab i juni forventningerne til 2019/20 som følge af påvirkningen fra covid-19.

- Ledelsen vurderer, at andet halvår af 2019/20 især vil være negativt påvirket af den nuværende Covid-19-udvikling i Nord- og Sydamerika, som er to væsentlige markedsområder for Roblon .

- Dels er der forøget usikkerhed om, hvorvidt forventede ordrer fra Composite-kunder i disse markedsområder vil blive realiseret, hvorfor disse ikke længere indgår i grundlaget for ledelsens forventninger til 2019/20. Dels er leverancer af nødvendige maskindele til igangsatte produktivitetsforbedringer og kapacitetsforøgelse på Roblon s fabrik i USA blevet forsinket, skriver selskabet.

Roblons primære kunder i Composite-forretningen er producenter af olierør, som igen er kunder hos olieselskaberne.

For hele 2019/20, der løber til og med oktober, nedjusterede Roblon til en omsætning i niveauet 250-270 mio. kr. og et resultat før skat på 45-50 mio. kr. Tidligere ventede Roblon en omsætning på 260-280 mio. kr. samt et resultat før skat i intervallet 65-70 mio. kr.

Før nedjusteringen lå Roblon-aktien i kurs 192 kr., men på dagen for nedjusteringen faldt den til 176 kr. Siden har aktien imidlertid mere end genvundet det tabte.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder