Ryanair sænker forventninger: Brændstofpriser og aflysninger gør ondt

Udgivet den 01-10-2018  |  kl. 08:48  |  

Det irske lavprisluftfartsselskab Ryanair skruer ned for forventningerne til 2018/19, efter at september har været ramt af strejker og aflysninger, mens brændstofpriserne er røget i vejret som følge af de stigende oliepriser.

Selskabet venter nu et overskud på 1,10-1,20 mia. euro i 2018/19 mod den tidligere forventning om 1,25-1,35 mia. euro.

Flere strejker i løbet af august og september på tværs af flere markeder har betydet omkostninger på 261 mio. euro, fremgår det af en meddelelse fra Ryanair.

Derudover har højere priser på ikke afdækket brændstof presset udgifterne til den post i vejret.

Priserne på flybrændstof er generelt en stigende udfordring for luftfartselskaberne. Hos SAS er forventningen eksempelvis, at brændstofudgifterne i 2018/19 vil stige med op til 2 mia. svenske kr.

Det svarer til hele det overskud, som SAS venter i 2017/18, efter at selskabet opjusterede forventningerne i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder