Råvarer: Oliepriserne falder på positive forsyningsudsigter
Oliepriserne falder fredag morgen for tredje dag i træk på udsigten til et større udbud fra Libyen og den bredere Opec+-alliance. De nye pengepolitiske tiltag i Kina begrænser dog tabene.
På ugebasis ligger Brent-olien med et fald på cirka 4 pct., mens WTI er på vej til at falde med 6 pct., skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 71,42 dollar mod 71,86 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 67,50 dollar mod 68,13 dollar torsdag eftermiddag.
Rivaliserende grupperinger, der gør krav på kontrol over Libyens centralbank, indgik torsdag en aftale om at afslutte deres strid, hvilket kan resultere i, at mere end 500.000 daglige tønder af den libyske forsyning vender tilbage til markedet.
Sideløbende planlægger Organisationen af Olieeksporterende Lande og dens allierede, Opec+, at lempe produktionsnedskæringerne med 180.000 tønder om dagen fra december.
I fredags sænkede Kinas centralbank renten og tilførte likviditet til banksektoren, mens landet øger stimulansen i et forsøg på at støtte den økonomiske vækst mod årets mål på cirka 5 pct. og bekæmpe deflationspresset.
Landets ledere forventes at præsentere finanspolitiske tiltag inden de kommende helligdage, der starter den 1. oktober.
- Mens det er usikkert, om den kinesiske stimulans vil blive omsat til højere brændstofefterspørgsel, kan det stadig give oliemarkedet et pusterum, siger Priyanka Sachdeva, der er seniormarkedsanalytiker i Phillip Nova, til Reuters.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld fredag morgen 2673,44 dollar mod 2665,97 dollar torsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Natural Resources❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›