Sådan reagerer markedet: Buldrende jobmarked sender aktier i rødt

Udgivet den 02-12-2022  |  kl. 15:11  |  

Det amerikanske arbejdsmarked viser fortsat fin form, og det er skidt nyt for aktiemarkedet, hvor futures i USA sendes i dørken.

Fremgang i beskæftigelsen kan nemlig betyde, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil fortsætte med at stramme renteskruen og holde renterne høje i længere tid.

- Dagens tal holder døren pivåben for flere renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank, siger Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Futuren for det teknologitunge Nasdaq-indeks smider hele 2,2 pct. umiddelbart efter offentliggørelsen af den amerikanske jobrapport, der viste en stærkere beskæftigelse end ventet.

Inden da faldt Nasdaq-futuren blot 0,2 pct.

Futuren for det brede S&P-indeks falder samtidig 1,4 pct. mod et fald på 0,1 pct. inden offentliggørelsen.

Dow Jones-futuren dykker 1,1 pct. mod 0,2 pct. inden jobrapporten.

Samtidig har det danske eliteindeks, C25, skiftet til rødt fra grønt. Indekset falder nu 0,4 pct. efter et plus på 0,5 pct. umiddelbart inden offentliggørelsen klokken 14.30 dansk tid.

Også renterne reagerer på den amerikanske beskæftigelse. Renten på den toneangivende tiårige stabsobligation i USA stiger til 3,61 pct. mod fra 3,50 pct. inden jobtallene. Samtidig sendes renten på den toneangivende toårige op til 4,40 pct. mod 4,19 pct. før offentliggørelsen.

Herhjemme reagerer renten på den toneangivende tiårige statsobligation ved at stige til 2,08 pct. fra 2,01 pct.

Den amerikanske beskæftigelsesrapport for november viser en større jobskabelse end ventet og desuden større lønstigninger.

Det har øjeblikkeligt medført en styrkelse af dollar, som fem minutter efter offentliggørelsen af rapporten er styrket til 1,0445 per euro fra 1,0540 dollar for en euro umiddelbart før.

Rapporten viste en vækst i beskæftigelsen uden for landbruget på 263.000 personer i november.

Det var noget højere end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 200.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Beskæftigelsen i den private sektor voksede med 221.000 ansatte i måneden mod en ventet stigning på 185.000.

Rapporten viser også en større stigning i de gennemsnitlige lønninger på 5,1 pct. på årsbasis mod en ventet stigning på 4,6 pct.

Arbejdsløshedsprocenten var dog helt som ventet uændret på 3,7 pct.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  macro❯  USA❯