Søren Søndergaard ny pressechef i Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti har ansat ny pressechef. Det er den 42-årige journalist Søren Søndergaard, der i 17 år har været ansat i lederstillinger i medie- og kommunikationsbranchen, fremgår det tirsdag af en pressemeddelelse.
- Vi ønsker, at vi på alle poster - også de organisatoriske - har de bedst egnede. Vi har ønsket en professionel og handlekraftig pressechef til at bakke vores politiske arbejde op. Det har vi fået med Søren Søndergaard, siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl.
Søren Søndergaard, der er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1987, kommer fra en ledende stilling hos Politikens Lokalaviser. Tidligere har han i 15 år været ansat i Søndagsavisens koncern, hvor forskellige stillinger som chefredaktør, direktør, bestyrelsesmedlem m.m. ud over avisdriften betød, at han var involveret i magasin-udgivelser og internet-udvikling, både strategisk, kommercielt og redaktionelt.
Søren Søndergaard var i perioden 1980-1989 medlem af Fremskridtspartiet og Fremskridtspartiets Ungdom, hvor han begge steder opnåede en række tillidsposter. Efter at have forladt et aktivt politisk liv har han som journalist, lobbyist, rådgiver og leder arbejdet professionelt med politik.
Søren er bosat i Nordsjælland og gift med Lone. Han er far til to piger, som bor i Århus og bonusfar til Lones tre børn, som bor hos parret i Nordsjælland.
Søren Søndergaard tiltræder stillingen som pressechef den 1. oktober.
NetPostens redaktion gør opmærksom på, at der naturligvis ikke er tale om politikeren Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Sidstnævnte fylder i øvrigt 50 år i dag.