Salg af aktiemajoriteten i Silkeborg IF A/S.

Udgivet den 19-11-2024  |  kl. 07:48  |  

Nasdaq Copenhagen                                                                                                           

Silkeborg, den 19. november 2024
Fondsbørsmeddelelse nr. 17 / 2024


Vedr.:            Salg af aktiemajoriteten i Silkeborg IF A/S.

Bestyrelsen i Silkeborg IF Invest A/S har d.d. indgået en aftale med Trivela Group V ApS ("Trivela"), hvorefter Trivela, betinget af godkendelse på en ekstraordinær generalforsamling, erhverver 80% af aktiekapitalen i datterselskabet Silkeborg IF A/S.

Hovedaktiviteten i datterselskabet Silkeborg IF A/S består i at drive professionel fodbold med kontraktfodbold, investering i salgsrettigheder tilknyttet professionelle sportsudøvere samt anden hermed beslægtet virksomhed. Aktiviteten omfatter foruden klubbens hold i den bedste danske fodboldrække, 3F Superligaen dels et omfattende talentudviklingsprogram, dels Food & Beverage-aktivitet (bodsalg og konference-aktivitet) og dels operatør-opgaven forbundet med driften af bane- og bygningskomplekset på JYSK park.

Da bestyrelsen i 2018 besluttede sig for at iværksætte en undersøgelse af mulighederne for en styrkelse af videns- og kapitalgrundlaget i datterselskabet Silkeborg IF A/S, var det med tanken om at finde en ekstern partner, der kunne bidrage til at videreføre den positive drift af fodboldklubben i de kommende år og samarbejde med den nuværende ledelse og lokale interessenter om at fortsætte med at forbedre klubben gradvist over tid og på den måde være med til at løfte fodboldselskabet til næste niveau. Det er bestyrelsens opfattelse, at bestyrelsen med Trivela har fundet denne køber, der i tillæg hertil har de samme værdier og et ønske om at bevare den hidtidige kultur. 

Trivela er en del af Trivela Group LLC, som er en professionel sportsinvesteringsvirksomhed, der arbejder mod en flerklubs ejerskabsmodel i global fodbold, hvor de opkøber og leder fodboldklubber med fokus på deres operationelle, finansielle og konkurrenceprægede udvikling.

Prisen for de 80% af aktiekapitalen er aftalt til 120 mio. kr. der erlægges kontant.

I tillæg hertil modtager Silkeborg IF Invest A/S 41,9 mio. kr., der afvikles over en nærmere aftalt periode, svarende til 80% af resultatet for perioden 1. januar 2024 til 30. september 2024. Derudover er det aftalt, at der forinden overdragelsen udloddes 34,1 mio. kr. i udbytte til Silkeborg IF Invest A/S.

Det er et led i overdragelsesaftalen, at der indgås en samarbejdsaftale med Silkeborg IF A/S, der bl.a betyder, at direktionen i Silkeborg IF Invest A/S fortsætter som direktion i Silkeborg IF A/S.

Aftalen er alene betinget af, at en ekstraordinær generalforsamling godkender overdragelsen. Det bemærkes, at en vedtagelse vil kræve tilslutning fra 2/3 af den på generalforsamlingen tilstedeværende aktiekapital. Bestyrelsen forventer, at den ekstraordinære generalforsamling vil kunne afholdes medio december måned. Aktieoverdragelsen vil, hvis forslaget godkendes, blive gennemført umiddelbart herefter.

Resultat forventning til 2024
Hvis transaktionen godkendes på den ekstraordinære generalforsamling, vil det medføre, at Silkeborg IF Invest A/S' resultatforventning i indeværende regnskabsår opjusteres til et resultat før dagsværdiregulering af investeringsejendomme og før skat i intervallet +154 mio. kr. til +162 mio. kr., mod tidligere et resultat i intervallet +63 mio. kr. til +71 mio. kr. 

I førnævnte resultat forventning til 2024 er indregnet en ikke-skattepligtig aktieavance ved salg af aktier på ca. 77 mio. kr. før transaktionsomkostninger, samt ca. 19 mio. kr.  vedr. regulering af de resterende aktier i Silkeborg IF A/S (20%) til den dagsværdi, som Trivela erhverver aktier til i forbindelse med overgang til associeret virksomhed.

Fremtidigt forretningsomfang
Silkeborg IF Invest A/S tilbageværende aktiviteter, ifald transaktionen gennemføres, vil ud over det fortsatte ejerskab af 20% af Silkeborg IF A/S helt overvejende omfatte de nuværende segmenter dels "Ejendomme" og dels "Hotel & Konference". Resultatforventninger til 2025 vil ligge i intervallet +15 mio. kr. til +25 mio. kr.

Eventuelle henvendelser vedr. nærværende fondsbørsmeddelelse bedes venligst rettet til undertegnede.

Med venlig hilsen
Silkeborg IF Invest A/S

Henrik H. Lyhne                   Kent V. Madsen                                                  
Bestyrelsesformand             Adm. direktør

Vedhæftet fil

17. Salg af aktiemajoriteten i Silkeborg IF AS (20241119)

\Hugin

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder

10:39 Dansk cannabisaktie buldrer op med udsigt til permanent medicinsk cannabisordning
10:21 Tysk industrikoncern stiger efter "respektabelt" resultat i svært markedsmiljø
10:08 Schweizisk rival til Demant og GN vokser pænt i svært marked - men driften halter
09:54 Schweizisk rival til Demant og GN vokser pænt i svært marked - men drifter halter
09:36 Rockwool får løftet kursmålet hos Danske Bank inden regnskab
09:22 Silkeborg IF Invest stiger 16 pct. efter salg af fodboldklubben til udenlandske ejere
09:12 Aktier/åbning: Coloplast topper lysegrønt C25 fra start efter løftet anbefaling
09:02 Silkeborg IF Invest sælger 80 pct. af fodboldklubben Silkeborg IF
08:51 Obligationer/åbning: Renterne slår bak fra start efter amerikansk mandagsdyk
08:26 Rockwool får sænket anbefalingen hos Jyske: Opsvinget i byggeriet lader vente på sig
08:25 Aktier/tendens: Demant og GN får opmærksomhed med rivalregnskab før ventet lysegrøn start
08:25 Super Micro Computers bragede op efter Nasdaq-notering blev reddet i sidste øjeblik
07:55 Høreapparatproducenten Sonova voksede på opkøb og positiv modtagelse af nye produkter
07:21 Råvarer: Norske forsyningsafbrydelser sender oliepriserne op
07:14 Obligationer/tendens: Udsigt til rentefald efter amerikansk dyk mandag
06:41 Asien: Varierende plusser - men Fastlandskina står uden for
06:32 Asien: Varierende plusser - men Fastlandskina står uden for
06:32 Valuta: Gevinster trækkes i land efter to ugers "Trump-handel" - dollar svækkes igen
06:32 USA/T-bond: Små rentefald mandag trods mindre lempelsesoptimistiske storbanker
06:32 USA/lukning: Tesla og Apple trak op i positiv ugestart