Samsung viser bærbar med gennemsigtig skærm
Samsung viste en meget usædvanlig bærbar computer på CES-messen i Las Vegas i sidste uge. Den lille notebook har en 14-tommers gennemsigtig OLED-skærm. Panelet skulle angiveligt være 40 procent gennemsigtigt når maskinen er slukket. Der er desværre kun tale om en prototype og det vides ikke om den bærbare nogensinde går i produktion.
Det skriver ComON.
Det kan måske også være svært at se formålet med en gennemsigtig skærm til en notebook, men teknologien kan være interessant i mange andre sammenhæng – f.eks. kan man integrere displays i vinduer eller bilruder. Samsung fortæller da også at man har tænkt sig at bruge teknologien i andre mobile enheder, som mp3-afspillere eller mobiltelefoner.