SAS 9 mdr.: Resultat før skat 2.465 mio. SEK (1.753 mio. SEK)
København--5. november--NetPosten--SAS Gruppens omsætning steg i årets første ni måneder med 4,7 pct. eller 1.357 mio. skr. til 30.089 mio. skr. Heraf er 652 mio. skr. øgede passagerindtægter, 385 mio. skr. omsætningsstigning i hotelvirksomheden og de resterende 327 mio. skr. øgede indtægter inden for øvrige områder.
De samlede driftsomkostninger i SAS Gruppen steg 4,7 pct. eller 1.215 mio. skr.
Resultatet før afskrivninger for perioden januar-september 1998 blev 3.264 mio. skr. sammenlignet med 3.122 mio. skr. for samme periode foregående år, en stigning på 4 pct. Bruttodækningsgraden blev 10,8 pct. (10,9 pct.)
Resultatet for 1998 påvirkes, som meddelt i tidligere delårsrapporter, af forskellige omstændigheder samt omkostninger af engangskarakter. Arbejdsmarkedskonflikter i Danmark og Norge i andet kvartal medførte et resultatbortfald på 350 mio. skr.
SAS Gruppens resultat før skat blev for tredje kvartal 1.015 mio. skr. mod 647 mio. skr. I perioden blev der foretaget et stort salg af fly, hvilket gav realisationsgevinster på 538 mio. skr. Driftsresultatet før afskrivninger var 11 pct. lavere end i samme periode foregående år, 1.047 (1.186) mio. skr. Den negative valutakurseffekt på driftsresultatet var 76 mio. skr.
Det gennemsnitlige antal ansatte i SAS Gruppen i perioden januar - september var 25.483 (23.804), heraf 22.529 (21.535) i SAS og 2.918 (2.233) i SAS International Hotels.