SAS og Singapore Airlines indleder samarbejde
København--29. april--NetPosten--SAS og Singapore Airlines (SIA) indleder en strategisk alliance den 1. maj, fremgik det torsdag af en pressemeddelelse fra SAS.
Fra denne dato vil medlemmer af de to selskabers loyalitetsprogrammer kunne optjene og bruge points hos begge partnere. Samarbejdsaftalen mellem SAS og SIA indebærer endvidere, at tidstabellerne vil blive koordineret for at passagererne skal få kortest mulig ventetid i transit, og gennemgående check indføres således at de rejsende kun behøver at checke ind én gang på hele rejsen. Dette gælder også bagagen.
SAS og SIA underskrev i oktober sidste år en foreløbig aftale, om oprettelse af et strategisk samarbejde for at give rejsende med begge selskaber et bedre tilbud og mulighed for at rejse gnidningsfrit. Selskaberne har senere indgået en strategisk samarbejdsaftale. Udover samarbejde om bonusprogram og fælles brug af lufthavnslounger omfatter samarbejdsaftalen bl.a. fælles markedsføringsaktiviteter.