SAS/Sydbank: Underliggende tilbagegang en stor overraskelse
SAS regnskab for første kvartal af 2012/13, som traditionelt er flyselskabets svageste, skuffer aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.
- Indtjeningen, synes jeg, ser skidt ud. Omsætningen lå på linje med det, som jeg havde regnet med. Jeg lå som en af de mest positive på indtjeningen, men indtjeningen er altså væsentlig ringere end det, jeg havde regnet med, og underliggende også dårligere end konsensus, siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans og fortsætter:
- Der er ikke tvivl om, at det her spareprogram (4Excellence Next Generation, red) ikke for alvor er begyndt at vise effekt endnu. Men når jeg kikker på trafikudviklingen, og hvad de burde have haft - trods alt - af effektiviseringsgevinster, så synes ikke, at det er stærkt nok, at de rent faktisk underliggende har indtjeningstilbagegang i det her kvartal. Det kommer som en stor overraskelse for mig.
Han betegner det dog som "trods alt positivt", at SAS holder fast i forventningen om, at det er muligt at opnå en overskudsgrad på over 3 pct. og et positivt resultat før skat for hele regnskabsåret.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk