SAS/Sydbank: Voldsomt aktieløft overrasker

Udgivet den 10-09-2013  |  kl. 11:31  |  

SAS-aktien er for alvor lettet de seneste syv handelsdage, hvor papiret har lagt mere end 50 pct. til sin værdi.

Dermed overgår SAS klart analytikernes kursmål ifølge de data, som Bloomberg News har indsamlet. Og selv om både regnskabet for tredje kvartal i sidste uge og trafiktallene for august - ligeledes præsenteret i sidste uge - indeholdt positive takter, virker aktiestigningen overgjort, vurderer Sydbanks senioranalytiker Jacob Pedersen.

- Jeg undrer mig over, hvorfor aktien skal stige så meget. Jeg synes ikke, at tallene (i kvartalsregnskabet, red.) strittede så meget, som aktien afspejler nu. SAS er steget med knap 60 pct. på halvanden uge efter et regnskab, der var 100 mio. skr. dårligere, end det jeg havde ventet, siger analytikeren til Ritzau Finans.

Han påpeger dog, at der også ligger mange positive elementer gemt i de data, som SAS har præsenteret markedet for i regnskabet for tredje kvartal.

- Der ligger klart noget i balancen og snakken om et salg af Widerøe og derigennem nedbringelse af gælden. Vi taler om et selskab med en markedsværdi på omkring 5 mia. kr., og så er det ikke helt ligegyldigt, hvis man kan skære gælden med 2 mia. kr. Desuden er SAS jo nærmest i gang med at bryde tyngdeloven og tjene penge på europæiske flyvninger. Det er nærmest kun lavprisselskaber, der ellers kan det, siger Jacob Pedersen og fortsætter:

- Det er dog en meget stærk investorreaktion. Det er også set før på selskaber, der i lang tid har haft det svært og pludselig viser bedre takter.

Kigger man lidt længere fremad er der da også en række usikkerhedsmomenter for SAS på trods af de fine tal for tredje kvartal, påpeger Jacob Pedersen.

- SAS kommer ned i et lavere væksttempo i den kommende periode. Selskabet forventer selv en kapacitetsvækst på 5-6 pct. i regnskabsåret, og så skal vi helt ned i omkring 4 pct. i fjerde kvartal. Det tror jeg, at der er mange, der undervurderer, siger analytikeren og uddyber:

- Desuden har konkurrencesituationen været nemmere end først antaget i de første ni måneder af regnskabsåret, hvor yielden er steget. SAS har selv regnet med en negativ yield. Men man må sige, at ledelsen viser, at effektiviseringsprogrammet får effekt. Det kan der have været tvivl om før regnskabet.

Når snakken falder om de seneste dages rygter om et muligt nært forestående salg af den norske stats aktieandel i SAS og en sammenkobling med den heftigt stigende aktiekurs, rynker Jacob Pedersen dog på næsen.

Ifølge ham er der ingen ændringer i den danske, svenske og norske stats planer om at afhænde sine andele i SAS på sigt.

- Snakken om et salg af Norges andel i SAS er der ikke noget i. De tre nordiske regeringer har længe været enige om, at de på sigt ikke skal eje SAS. Jeg tror, at der kommer et koordineret salg på et tidspunkt, og så må vi se, om der er købere til det, siger analytikeren.

Muligheden for, at SAS skulle være på vej til at blive solgt til en anden aktør i luftfartsbranchen, er desuden heller ikke nært forestående, lyder det fra Jacob Pedersen. Og derfor bør SAS-aktien ikke stige på opkøbsrygter.

- I det omfang, at SAS fortsætter med at være godt kørende, kan der godt blive tale om opkøb af nogle større institutionelle investorer. Hvis man er i den anden grøft, må man nærmere give aktierne til de større luftfartsselskaber, men det er de bare ikke klar til lige nu. De er selv dybt begravede i egne restruktureringsprogrammer og har derfor ikke kapacitet til en sådan overtagelse lige nu, siger Jacob Pedersen.

SAS-aktien stiger med 3,2 pct. til 16,10 kr. på børsen i København tirsdag. Siden lukkeniveauet den 30. september har aktien lagt 50,5 pct. til sin værdi.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder