Shipping/Sydbank: Forårsluft på havene
Foråret har bragt godt nyt til shippingbranchen, og ifølge Sydbank-analytiker Jacob Pedersen har udviklingen i april været positivt for såvel container-, tørlast- og produkttankmarkedet.
Det er de tre shippingmarkeder, der er mest relevante for de danske børsnoterede rederier A.P. Møller - Mærsk, D/S Norden og Torm, som alle tre dermed har fået medvind i de seneste uger.
For containermarkedet er det den dominerende historie om ratestigninger, der lover bedring på bundlinjen. Rederierne har gentagne gange hævet raterne, og kunderne har ikke kunnet presse dem ned igen.
Alt er dog ikke fryd og gammen endnu, mener Jacob Pedersen.
- Indtjeningsløftet kommer langt hurtigere end ventet i sektoren, men der kommer mange nye, store skibe i søen i de kommende måneder. Prisdisciplin og flere oplægninger er forudsætninger for at fastholde det højere rateniveau året ud, skriver analytikeren.
På tørlastmarkedet, hvor især D/S Norden er aktiv, har fragtraterne også været på vej op til "mere hæderligere niveauer". Men det er mest for de små skibe, og også her er der fortsat for mange skibe i søen.
- Vi vurderer fortsat, at vejen væk fra de tabsgivende rateniveauer kan blive svær på grund af overkapacitet, og vi tør ikke udelukke tilbagefald i de mindre segmenter. Capesizerater på bundniveauer vil fastholde generelt svage rater i de mindre segmenter. Vi venter lavere fragtrater i år end i 2011, skriver Jacob Pedersen.
For produkttankmarkedet var der "klare" ratestigninger i april, men ikke tilstrækkeligt til at sikre positiv driftsindtjening. Priserne på brugte skibe fortsætter også med at falde. Torm-aktien er da også den eneste af de tre, der får anbefalingen "Undervægt" af Sydbank. Både Mærsk- og Norden-aktierne bærer bankens "Overvægt"-anbefaling.
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk