Sjælsø Gruppen og Property Group indgår aftale om retailprojekter
Sjælsø Gruppen og Property Group har indgået aftale om retailprojekter i Sverige og Finland for op til 1,2 mia. kr. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Ved udgangen af 2006 solgte Sjælsø Gruppen to retailprojekter i henholdsvis Ålesund, Norge og Ludvika til Property Group for ca. 200 mio. kr. Parterne udvidder nu aftalen med yderligere seks retailprojekter i Sverige og Finland med en projektværdi på 400 mio. kr. Herefter omfatter aftalen i alt otte projekter til en samlet værdi af 600 mio. kr.
De seks nye retailprojekter omfatter 30.000 kvadratmeter og ligger i en række større regionale detailhandelsområder. Projekterne vil blive færdiggjort i løbet af 2008 og de bliver overdraget til Property Group i takt med de bliver færdige.
Derudover har parterne indgået aftale om flere projekter i Sverige og Finland til en værdi af 600 mio. kr, såfremt de udvikles og færdiggøres af Sjælsø Gruppen.
Sjælsø Gruppen fastholder sine forventninger til 2007, et resultat før skat på 800-1.000 mio kr. Samtidig forventer selskabet et fortsat højt aktivitetsniveau i 2008.
/ih