Skako: Fortsættende aktiviteter i fremgang (NY)
En positiv markedsudvikling for primært Skako Concrete har sikret Skako-koncernen en samlet vækst på 31 pct. i første kvartal af 2012 i forhold til samme kvartal sidste år.
- Den solide fremgang skyldes selskabets strategi om at satse på vækstlande samt generel bedring på markederne, skriver selskabet.
Skako har i sine fortsættende aktiviteter, som rummer Skako Vibration og Skako Concrete, i første kvartal realiseret et resultat af primær drift på 1,9 mio. kr., hvilket er 1,7 mio. kr. mere end i samme periode sidste år.
Ordreindgangen er i perioden steget med 16 pct. til 96,8 mio. kr. og omsætningen med 31 pct. 94,0 mio. kr. Resultat af ophørende aktivitet er opgjort til minus 1,5 mio. kr., og totalindkomsten inklusive ophørende aktivitet blev et underskud på 0,6 mio. kr. for kvartalet.
- Vi har over de seneste kvartaler formået at skabe et sundt grundlag for virksomheden, som giver os et godt fundament at bygge videre på. Hele koncernen er kommet klart styrket ud af krisen og har fået ryddet grundigt op, så vi nu kan fokusere udelukkende på vores fortsættende segmenter. Vi ser meget spændende markedsmuligheder for de to områder, siger administrerende direktør Lars Bugge i en kommentar.
Han fokuserer blandt andet på, at koncernen har formået at beskære den netto rentebærende gæld markant fra 61,9 mio. kr. til 33,4 mio. kr. og styrke likviditeten betragteligt, således at den frie pengestrøm udgør 21,5 mio. kr. i første kvartal mod minus 8,7 mio. kr. i samme periode i 2011.
Skako-koncernen fastholder forventningerne til indeværende regnskabsår om "videreførelse af den positive udvikling i både omsætning og driftsresultat for de fortsættende forretninger." Der ventes derfor både et positivt resultat og en positiv pengestrøm. /ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›