SKAT jager farvet dieselolie i personbiler
Farvet dieselolie må blandt andet anvendes til drift af landbrugsmaskiner som for eksempel traktorer og mejetærskere, men ikke i indregistrerede motorkøretøjer som biler, varevogne og lastbiler.
Det gør SKAT opmærksom på i en pressemeddelelse.
SKATs information og vejledningen har især været rettet mod erhvervenes fagtidsskrifter. Kampagnen har efterfølgende været fulgt op af kontroller indenfor landbruget og fiskeriet.
Inden informations- og vejledningskampagnen blev iværksat var misbruget meget stort. Cirka 50 pct. af de gennemførte kontroller afslørede et misbrug, hvor den farvede diesel var anvendt i egne personbiler. Det gjaldt både for landmanden og i flere tilfælde også ansatte.
Informations- og vejledningsinitiativerne samt de efterfølgende kontroller har givet anledning til massiv omtale i pressen, både i de landsdækkende som lokale medier. Denne omtale og 'snakken' landmændene imellem har haft et meget positivt resultat.
- Misbruget på landsplan ligger nu på ca. 20 pct., hvilket må siges at gå i den rigtige retning, oplyser afdelingsleder Lars Klamer, Punktafgiftscenter København, der fortsætter:
- Det er klart, at misbruget skal endnu længere ned. De første sager, fra slutningen af 2007, er netop afgjort ved byretten i Rønne. Overholdes reglerne ikke, kan man se frem til bøder på 5.000 kr. i første gangs tilfælde. Ved gentagelser kan man risikere at miste fradraget af afgiften, så jeg regner med, at bøderne, der nu udskrives vil have sin effekt.
- Da vi startede kampagnen lå misbruget i vores område på over 50 pct. - mens den netop afsluttede aktion viste et misbrug på 33 pct.. Det er stadig alt for højt - men dog lavere end sidst. Vi vil følge op med kontroller i 2009, siger afdelingsleder Esben Skovgaard Jensen, Punktafgiftscenter Sydjylland-Fyn
Afdelingsleder Knud B. Nielsen, Punktafgiftscenter Midtjylland udtaler:
- I Midtjylland kan vi spore et væsentligt lavere misbrug end ved sidste aktion, men vi vil stadig have fokus på området i 2009.
Kontrol med ulovlig anvendelse af farvet dieselolie også vil være et kontrolemne for Punktafgiftscentrene i 2009.
/csh