Sladrehanke skal bekæmpe karteller
Deltagere i karteller vil i fremtiden helt kunne slippe for straf eller få en nedsat bødestraf, hvis de er blandt de første til at sladre om kartellets eksistens til Konkurrencestyrelsen.
Det er et hovedelement i den nye konkurrencelov, som et bredt flertal i Folketinget ventes at vedtage i dag, skriver Børsen.
Konkurrencestyrelsens direktør Agnete Gersing venter sig meget af netop dette element i lovgivningen, der efter planen træder i kraft den 1. juli.
- Vi ser meget frem til at få det redskab, som de har i mange andre lande, og her viser erfaringerne, at det er et utrolig effektivt redskab. Vi ved jo rent faktisk ikke, om der er karteller. Men vores forventning er, at i det omfang, hvor der er karteller, så bliver det her et effektivt redskab ved at give folk muligheden for at få tiltalefrafald eller straflempelse ved at komme til os, siger Gersing til avisen.
Ekspert i Konkurrenceret, professor Peter Møllgaard fra CBS, er enig med Konkurrencestyrelsens direktør i, at straflempelse er effektivt redskab i bekæmpelse af karteldannelse.
- I Danmark er der stort set kun opdaget et kartel, nemlig elkartellet. Og det er jo ikke imponerende, når vi har set karteller i andre sammenhænge med danske virksomheder som deltagere. Jeg tror, at man vil kunne afsløre flere karteller med det nye redskab, for det har vi set andre steder, hvor man har indført redskabet, siger professor Møllgaard til Børsen.