Små banker presses af stor kundemængde
De små banker mærker i stigende grad presset efter flere års massiv tilgang af nye kunder - kunderne er ikke længere så tilfredse. Det skriver Børsen på baggrund af nye tal fra Dansk Kundeindeks.
Mens de seneste år har stået i de små bankers tegn, hvad angår tilfredse og ikke mindst trofaste kunder, er tendens nu snarere, at det er store banker som Nordea og Danske Bank, der har tilfredse og loyale kunder.
Ifølge professor fra Handelshøjskolen i Århus, Kai Kristensen, står de små banker over for at skulle håndtere en meget store kundemængde. De døjer derfor nu med de problemer, som de store banker længe har døjet med.
Og det har altså medført flere utilfredse kunder.
Ifølge de små banker har de gennem de sidste tre år fået tilgang på 200.000 kunder, der tidligere var kunder i de store banker.