Ørsted/CEO: Tilfreds med driften efter udfordrende år
![Arkiv: Foto Arkiv: Foto](https://npinvestor.dk/sites/npinvestor.dk/files/styles/np_news_600x400/public/8182.jpg?itok=ncKW9g81)
Mens Ørsted atter måtte nedskrive store milliardbeløb på projekter i 2024, så har driftsresultaterne udviklet sig fornuftigt.
Det mener selskabets nytiltrådte topchef, Rasmus Errboe, der også glæder sig over, at Ørsteds frasalg følger planen i en periode, hvor Ørsted har dæmpet ambitionerne.
- År 2024 viste sig at være et udfordrende år for branchen og for Ørsted. Vi har oplevet modvind og har derfor truffet de nødvendige foranstaltninger, herunder justering af vores forretningsplan med et reduceret investeringsprogram, for at styrke vores kapitalstruktur og værdiskabelse, siger Rasmus Errboe i forbindelse med årsregnskabet.
Han overtog roret i slutningen af januar efter Mads Nipper, der forlod Ørsted oven på en tumultarisk periode med massive milliardnedskrivninger, der har betydet, at aktien nærmest kun er en skygge af sig selv.
Siden Nipper kom til i starten af 2021 og frem til fratrædelsen faldt aktien næsten 80 pct. - presset af usikkerhed på energimarkederne og tårnhøj inflation, der har kostet på lønsomheden af Ørsteds energiprojekter.
Selve driften i 2024 sætter Rasmus Errboe imidlertid flueben ved.
- Vi er tilfredse med vores driftsresultater og finansielle resultater, hvor vi sluttede året på linje med vores opdaterede forventninger. Desuden lykkedes det os at genforhandle og afvikle kontrakter i forbindelse med nedlukningen af Ocean Wind med et bedre resultat end forventet, hvilket resulterede i en nettotilbagebetaling af annulleringsgebyrer på 7,3 mia. kr.
Selv om Ørsted har spændt livremmen ind, står der fortsat et investeringsprogram og venter i 2025 på 50-54 mia. kr.
Samtidig skal Ørsted styrke sin kapitalstruktur via frasalg.
- Vores partnerskabs- og frasalgsprogram er på rette spor, og vi har påbegyndt og afsluttet flere frasalg i løbet af året. Det samlede provenu fra transaktionerne udgør 22 mia. kr. af målet på 70-80 mia. kr. frem til 2026, siger Rasmus Errboe.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1180
- næste ›