SNB hæver renten trods den seneste bankkrise
Den schweiziske nationalbank, SNB, har torsdag morgen hævet renten, selv om den seneste tids banktumult har sendt storbanken Credit Suisse ud over kanten.
Renten hæves med 50 basispoint til 1,5 pct., og SNB vurderer i samme omgang, at en yderligere renteforhøjelse ikke kan udelukkes.
Det går i tråd med forventningen hos Sydbank.
- SNB har uden tvivl stået i et dilemma. På den ene side skal SNB vise hensyn til den schweiziske økonomi, på den anden side skal centralbanken sikre stabile priser. Sidstnævnte har i det seneste år været en stor udfordring for mange centralbanker. Udfordringen for SNB er, at inflationen mod forventning er steget i de seneste måneder, skriver Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.
- Vi vurderer, at renten topper på omkring 2 pct. i løbet af 2023, fortsætter han.
Inflationen i Schweiz blev i februar opgjort til 3,4 pct., og selv om inflationen er lav i et historisk perspektiv, er det en høj inflation for Schweiz, der i de seneste fem år har haft en gennemsnitlig inflation op 0,9 pct., ifølge seniorøkonom.
- Risikoen er også, at inflationen i Schweiz bare har reageret langsommere, og at vi derfor ikke har set toppen endnu. Derfor er SNB nødt til at stramme den pengepolitiske skrue yderligere. SNB forventer, at inflationen bliver opgjort til 2,6 procent i 2023, skriver Kim Blindbæk.
Med renteforhøjelsen lægger SNB sig i tråd med renteforskellen til eurozonen, efter Den Europæiske Centralbank hævede renten med 50 basispoint.
Ifølge seniorøkonomen vil en udvidelse af renteforskellen påvirke schweizerfrancen negativt, da en svagere schweizerfranc vil betyde højere priser på importvarer.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›