Song-handel: TDC sov i timen

Udgivet den 08-10-2004  |  kl. 08:17  |  

Havde TDC været på stikkerne, kunne den danske telekoncern muligvis have fået fingrene i Song Networks allerede i efteråret 2002, og derved kunne TDC-investorerne have undgået en regning på mindst 2,5 mia. kr., skriver Jyllands-Posten fredag.

På daværende tidspunkt styrede det svenske tele- og internetselskab mod konkurs, hvilket fik bestyrelsen til at trække i nødbremsen og fremlægge en redningsplan, der skulle udskifte selskabets milliardstore obligationsgæld med aktier.

I planen blev kursen på Song-aktien fastsat til 26 s.kr., hvilket svarer til en markedspris på 1,5 mia. s.kr. Krigen mellem Tele2 og TDC de seneste uger om kontrollen med Song Networks har sendt Song-aktien op i et leje omkring kurs 90.

Udgivet af: NPinvestordk