Soveværelsernes Formel 1
Der er soveværelser, og så er der master bedrooms. Et master bedroom er soveværelsernes Formel 1. Her er der noget ekstra og noget helt særligt, der trækker værelset ud dyndet af ordinære soveværelser og placerer det i en helt anden liga. Men hvad skal der til, før du kan kalde det et master bedroom?
De boliger med master bedroom, der er sat til salg på Boligsiden.dk, har soveværelser, der enten har eget badeværelse i forlængelse af, eller som har direkte udgang til egen altan eller har et walk-in closet. Enkelte soveværelser har det hele. Der skal altså være noget ekstra, før man begynder at kalde det master bedroom. Husets master bedroom adskiller sig fra de andre værelser ved som det eneste at have eget bad, altan eller walk-in closet.
”Ordet master bedroom indikerer, at her sover husets herre – og/eller dame. Der er noget grandiost og en snert af fortid over master bedrooms, der tiltrækker mange. Det er det samme med herreværelset, der også er blevet populært, ifølge en undersøgelse blandt brugerne på Boligsiden.dk”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Prisen for et master bedroom
Det er ikke alle boliger forundt at have et master bedroom. Faktisk er det et fåtal, der har. Blandt de ca. 76.500 boliger, der er til salg netop nu, har ca. 230 et master bedroom. Ca. 130 af dem er villaer.
Blandt villaerne ligger udbudsprisen for villaer, der har et master bedroom, markant højere end for villaerne i al almindelighed. Hvor den gennemsnitlige udbudspris for villaer ligger på 12.800 kroner pr. kvadratmeter, ligger udbudsprisen for villaer med et master bedroom på 27.900 kroner pr. kvadratmeter.
Sådan indretter du et master bedroom
Bare fordi boligen har et master bedroom, betyder det ikke, at der er gjort noget særligt ud af det. Det er jo i sig selv blot en særlig planløsning, der resulterer i et master bedroom. Men er du så heldig, at du har et master bedroom, og vil du understrege stilen, kan du slå på det luksuriøse og storslåede.
Er værelset i sig selv stort nok, skal du have en stor seng med hovedgærde og masser af lækre puder. Et stort spejl på væggen kan både skabe illusionen om, at rummet er større end det er, men et smukt, antikt spejl kan understrege en romantisk eller klassisk stil, mens en simpel ramme kan hjælpe dit moderne, minimalistiske master bedroom på vej.
Har du et master bedroom med altan, skal du måske have nogle lange, lette gardiner, der kan blafre i vinden, og du kan holde rummet i lyse toner og naturlige materialer for at få det meste ud af lyset, der vælter ind. Mangler der naturligt lys i dit master bedroom, kan du slå på en eksklusiv grottestemning, hvor du tør male en af væggene i en mørk farve, bruge tungere stoffer på puder og gardiner og i det hele taget gå efter en mere dramatisk effekt.
Savner du inspiration? Tjek online billedkataloger som Pinterest for billeder af master bedrooms.
Se kortet – her er der boliger med master bedroom
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›