Spar Nord fastholder Overvægt på Vestas
Spar Nord fastholder anbefalingen Overvægt på Vestas trods sidste uges regnskab, som sendte aktien markant ned. Det fremgår af en analyse fra den nordjyske bank.
- Vi understreger således også, at vi selv efter Vestas nedjustering fortsat estimerer en EPS, som ligger under Vestas udmelding, da vi ikke vurderede, at Vestas helt kunne leve op til selskabets tidligere udmelding, skriver Spar Nord.
Meget firkantet svarer nedjusteringen for 2003 ifølge Spar Nord således kun til ca. 3 kr. pr. aktie.
- Men værdiansættelsen og kursfaldet skal således også ses i lyset af, at tilliden til Vestas endnu engang har lidt et knæk, skriver Spar Nord.
Omkring forventningen til 2004 sænkes omsætningsforventningen, hvilket bl.a. skyldes en lavere forventning til det nordamerikanske marked, da PTC-udskydelser medfører udskydelser af projekter til 2005.
Vestas har fortsat den meget positive udvikling i Tyskland og Østrig og står markant styrket på verdens største enkeltmarked - det tyske. I relation til Spanien forventer Vestas at offentliggøre de første ordrer inden udgangen af 2003, hvilket er positivt i relation til den fremtidige position i Spanien.