Spk Sjælland-Fyn varsler kommende aktiesalg og sløjfet udbytte

Udgivet den 06-11-2017  |  kl. 09:19  |  

Sparekassen Sjælland-Fyn vil i 2017 og 2018 gennemføre tiltag for at styrke kapitalgrundlaget. Blandt andet vil de eksisterende aktionærer blive tilbudt at tegne nye aktier, og desuden venter banken at styrke kapitalgrundlaget på anden vis.

Eksempelvis planlægger Sparekassen Sjælland-Fyn ekstraordinært at udlade at udbetale udbytte for 2017 for også på den vis at styrke kapitalgrundlaget.

Planens øvrige tiltag omfatter en styrkelse af kapitalgrundlaget i 2017 med 125-150 mio. kr. via nyudstedte kapitalinstrumenter.

Senere i første kvartal 2018 ventes et aktiesalg at give et nettoprovenu på 400-450 mio. kr. Aktierne vil blive udbudt med fortegningsret for de eksisterende aktionærer til en favørtegningskurs, dog ikke under kurs 100, oplyser Sparekassen Sjælland.

Kapitalplanen indeholder desuden udstedelse af ny hybrid kernekapital og ny supplerende kapital i andet halvår af 2018 til delvis erstatning af to kapitalinstrumenter på henholdsvis 520 mio. kr. og 118 mio. kr., som kan førtidsindfries i oktober 2018.

Nettoeffekten af alle tiltagene, herunder indfrielsen af de to kapitalinstrumenter, forventes ultimo 2018 at være en styrkelse af sparekassens samlede kapital på 315-395 mio. kr. og en styrkelse af den egentlige kernekapital på 450-525 mio. kr.

- Provenuet fra emissionen vil - i kombination med effekten af de øvrige tiltag - blive anvendt til at kapitalisere sparekassen, således at den er polstret til den forventede vækst i de kommende år samt de kommende øgede kapitalkrav, skriver Sparekassen Sjælland-Fyn.

Omlægningen vil også indebære en rentebesparelse i størrelsesordenen 30 mio. kr. årligt med fuld effekt fra og med 2019.

FIRE MÅL FOR 2021

Planen skal understøtte sparekassens kommende strategiplan "Nye veje", som indeholder fire finansielle mål, der skal være opfyldt i 2021.

Blandt andet skal der gennemføres årlige effektiviseringer på cirka 100 mio. kr., således at personale og administrationsomkostningerne som andel af forretningsomfanget forbedres med cirka 20 pct. ved udgangen af 2021.

Indtjeningen per omkostningskrone skal være på mindst 1,70, og den egentlige kernekapitalprocent og kapitalprocenten skal som minimum udgøre henholdsvis 13 pct. og 17 pct.

Endelig skal egenkapitalforretningen efter skat udgøre 9-11 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov