Sterling-direktør død - kun 45 år gammel
Adm. direktør i Sterling, Johnni Overbye, er død efter længere tids sygdom. Han blev kun 45 år.
Johnni Overbye tiltrådte stillingen som adm. direktør den 1. september 2001 og fik således mindre end to år på posten.
Trods den korte tid formåede han at sætte sit præg på Sterling og forvandle luftfartsselskabet fra et klassisk charterselskab til Skandinaviens første lavpris ruteflyselskab.
Selskabet har siden foråret 2002 oplevet uafbrudt fremgang og vækst.
"Med sin store erfaring fra andre ledende stillinger i rejsebranchen tilførte Johnni Overbye Sterling ny dynamik, og han var på alle niveauer i Sterling respekteret for sin åbne, tillidsfulde og beslutsomme ledelsesstil. Han vil blive stærkt savnet," siger bestyrelsesformand i Sterling, Harald Andersen i en pressemeddelelse.
Efter Johnni Overbyes død indsættes Harald Andersen midlertidigt som administrerende direktør for Sterling.
/Netavisen Infopaq/