Stor ordre til SKAKO i Australien
SKAKO-koncernen skal i divisionen SKAKO Concrete levere et større betonblandeanlæg til en værdi af 25 mio. kr. til Humes, en af de største australske producenter af betonprodukter.
Ordren er et gennembrud på det australske marked og den anden ordre på blot to måneder efter at SKAKO Concrete i marts sikrede sig en ordre på 5 mio. kr. til en konkurrerende producent af betonrør.
Ud over Australien har SKAKO-gruppen de senere år arbejdet strategisk på at udvide feltet af markeder, og har hentet ordrer i en række lande som bl.a. Rusland, Malaysia, Zimbabwe, Oman, Qatar, de Forenede Arabiske Emirater og Canada.
Den australske ordre ændrer ikke på forventningerne til 2012-regnskabet.