Super Micro Computer fortsætter optur drevet af langsigtet vækstprognose
Super Micro Computer har gang i en ganske imponerende stime med stigninger, efter at selskabet har fremlagt en stærk prognose for regnskabsåret 2026.
Det skriver Bloomberg News.
Selskabet fik ellers præsenteret skuffende foreløbige tal for sit andet kvartal, og heller ikke forventningerne til resten af regnskabsåret 2024/2025 faldt i investorernes smag.
Det sendte i første omgang aktien ned med 9,5 pct. den 11. februar.
Men efterfølgende har investorerne rettet blikket mod 2026-prognosen, som lyder noget mere opløftende.
Det har båret aktien til stigninger de seneste fem handelsdage på samlet 47,6 pct. Onsdag stiger aktien 5 pct. til 58,58 dollar.
I 2025/2026 venter Super Micro at løfte omsætningen med 70 pct. til 40 mia. dollar.
En vigtig faktor er Nvidias nye Blackwell-serie, som ventes at drive stor efterspørgsel på Super Micros AI-servere, lyder det.
Derudover har selskabet sikret sig 700 mio. dollar ved hjælp af obligationsudstedelser, som styrker det finansielle grundlag for at kunne investere i den kommende vækst.
Super Micro-aktien har længe været tynget af, at selskabet har undladt at indlevere to regnskaber i tide, og det var på et tidspunkt tæt på at koste noteringen på Nasdaq.
Regnskaberne ventes indleveret senere på måneden, og sammen med den opløftende vækstprognose for 2026 er aktien siden 4. februar steget 100,1 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯ USA❯ Udenlandsk selskab❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›