Svækkelse af tyrkisk valuta fortsætter trods torsdagens renteløft

Udgivet den 25-11-2016  |  kl. 14:56  |  

Den tyrkiske centralbanks forsøg på at styrke landets valuta, lira, havde torsdag en uhyre kortvarig effekt, og i fredagens løb er svækkelsen fra torsdag eftermiddag blev forstærket.

Lira er i den seneste tid blevet stærk svækket over for dollar, og torsdag hævede centralbanken så ganske uventet sin ledende rente til 8 pct. fra 7,50 pct.

Manøvren gav torsdag middag et skub til lira, der kortvarigt blev styrket til 3,3694 lira per dollar mod 3,4150 lira umiddelbart inden rentemeddelelsen. Effekten holdt dog ikke ved, og torsdag nat kostede dollar omkring 3,4460 lira.

Fredag eftermiddag er svækkelsen blevet forstærket, og der skal 3,4578 lira til at køb en dollar.

Det var første gang i næsten tre år - siden 21. januar 2014 - at renten blev løftet.

Det ses som en klar indikation af, at lira er blevet svækket for meget, og at inflationsmål stadig betyder noget, vurderede chefanalytiker og Emerging Markets-økonom Anders Svendsen fra Nordea i en kommentar torsdag.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Relaterede nyheder