Svensk økonomi sidder fortsat fast i recession - fjerde kvartal i træk med negativt BNP
Den svenske økonomi var fortsat i recession i første kvartal, hvor bruttonationalproduktet (BNP) ifølge en foreløbig opgørelse faldt med 0,1 pct. sammenlignet med fjerde kvartal sidste år.
Det var dermed fjerde kvartal på stribe, at økonomien var i bakgear, da BNP også faldt med 0,1 pct. i både fjerde kvartal og tredje kvartal sidste år, hvilket fulgte efter et dyk på 0,7 pct. i andet kvartal.
Men lyset for enden af tunnelen kan måske så småt ses nu, lyder vurderingen fra Kristian Skriver, der er seniorøkonom hos Dansk Erhverv.
- Vores forventning er, at Sveriges økonomi nu har ramt bunden og er på vej mod lys i horisonten. Inflationen er faldet mærkbart, og vi forventer flere rentenedsættelser fra Riksbanken i løbet af 2024, hvilket forhåbentlig giver et tiltrængt spark til væksten, skriver han i en kommentar.
Han peger dog på, at Riksbanken kan holde sig lidt tilbage på grund af den aktuelt svage svenske krone, da for aggressive rentenedsættelser vil lægge mere nedadgående pres på valutaen.
- Der vil være udsigt til flere rentenedsættelser i år, men den svækkede svenske krone kan dog udsætte dele af rentenedsættelserne. Den svenske krone er på det seneste blevet svækket, hvilket øger priserne på de varer, som bliver importeret, og dermed er med til at øge prispresset i Sverige, skriver Kristan Skriver.
Mandag formiddag koster en svensk krone 0,6376 danske kr. Det er stort set uændret fra fredag eftermiddag, hvor prisen var 0,6373 danske kr. per svensk.
.\\˙ MarketWire