Sveriges Riksbank sænker renten - økonomer venter flere lempelser
Svenske Riksbanken sænker renten med 25 basispoint til 2,25 pct.
Det meddeler den svenske centralbank onsdag.
- Da risikoen for, at inflationen bliver for høj, er begrænset, samtidig med at den økonomiske aktivitet er svag, vurderer direktionen, at det er hensigtsmæssigt at sænke renten nu. En stærkere økonomi er vigtig i sig selv, men det er også en nødvendig betingelse for, at inflationen kan stabilisere sig tæt på målet fremover.
Det ligger i tråd med den prognose, som Riksbanken udsendte i december, hvor der blev lagt op til rentenedsættelser i første halvår.
- Direktionen vurderer, at prognosen for den politiske rente fra december i det væsentlige holder, men er parat til at handle, hvis udsigterne for inflation og økonomisk aktivitet ændrer sig.
Siden maj 2024 er renten blevet sænket med 1,75 pct.
FLERE NEDSÆTTELSER KAN VÆRE PÅ VEJ
Selv om der ikke direkte lægges op til flere rentenedsættelser i meddelelsen, vurderer Danske Banks chefanalytiker, Bjørn Tangaa Sillemann, at der alligevel godt kan være flere på vej i foråret.
- Vi forventer, at det beskedne prispres i økonomien vil fortsætte ind i 2025, sådan at inflationen vil falde yderligere. I så fald kan Riksbanken også roligt sætte renten længere ned. Vi tror, de vil gøre det igen i maj, skriver han i en kommentar.
Også hos Sydbank venter seniorøkonom Kim Blindbæk flere lempelser af pengepolitikken - selv om Riksbanken formentlig vil bevæge sig mere forsigtigt frem.
- Riksbanken vurderer, at renten rammer bunden omkring 2,25 procent. Det giver ikke meget plads til yderligere rentenedsættelser, skriver han.
- Vores prognose peger dog mod, at Riksbanken ikke er færdig med at sænke renten. Vi anerkender dog, at vi nu ser spæde tegn på, at rentenedsættelserne virker, lyder det videre fra seniorøkonomen.
.\\˙ MarketWire
Tags: Sverige❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›