Sydbank: Potentiale for kursstigninger i 1. halvår 2010
Sydbank ser potentiale for yderligere aktiekursstigninger i løbet af 1. halvår 2010, fremgår det af månedsmagasinet Investering.
- Vi ser især basis for, at indtjeningsdynamikken kan overraske i løbet af 1. halvår, men er mere skeptiske i 2. halvår, når renteforhøjelser er på dagsordenen, og det økonomiske opsving i værste fald ikke bliver selvbærende, men tværtimod mister styrke, skriver Sydbank.
Banken har justeret sine forventninger til aktiemarkederne således, at de afspejler størst stigningspotentiale i 1. halvår, hvorefter banken ser risiko for lidt vigende niveauer i løbet af 2. halvår.
Året som helhed ventes at vise fremgang for aktierne, vurderer Sydbank. Banken vil dog ikke helt afskrive sandsynligheden for, at aktiemarkederne ender lavere i 2010, end de slutter 2009, men anser sandsynligheden herfor til p.t. kun at ligge på 10-15 procent.
- Viser styrken af det igangværende opsving sig større, end vi forventer, vil det fremrykke spekulationer om snarlige opstramninger fra regeringer og centralbanker, men samtidig gøde jorden for en kraftigere indtjeningsvækst i virksomhederne, end analytikernes konsensusforventninger i markedet afspejler, og dermed understøtte aktierne en tid endnu, skriver banken.